Medie: Soldado-salg kan åbne op for stort Spurs-indkøb
Forleden dag kunne Tottenham langt om længe annoncere, at de havde solgt den målfattige angriber, Roberto Soldado. Den spanske angriber var en kæmpe succes i Valencia, og det fik Spurs til at finde de store sedler frem fra pungen, men successen for Soldado udeblev i den grad på White Hart Lane.
Tottenham solgte Soldado til Villarreal for en uoplyst sum, men salget kan åbne op for indkøb af Yannick Bolasie for Tottenhams vedkommende.
Daily Mirror bringer historien, og de hævder, at Spurs nu vil genoptage deres interesse i Bolasie, som koster kassen. Crystal Palaces formand, Steve Parish, har prissat den driblestærke kantspiller til voldsomme £25 millioner.
Congoleserens høje pris er et resultat af hans imponerende sæson i fjor, hvor han forkælede samtlige Premier League-seere med lækre detaljer.
Bolasie er ikke den eneste spiller, der kan være på vej væk fra London-klubben. Dwight Gayle, Joe Ledley, Barry Bannan og Mile Jedinak kan også blive solgt, da der skal skabes noget luft i lønbudgettet.