Medie: Så meget koster Ings Liverpool trods fri transfer
Danny Ings skiftede denne sommer Burnley ud med Liverpool på en fri transfer. Liverpool skulle dog slippe en mindre udviklingssum for Ings, da han er englænder og skiftede på en fri transfer og er under 24 år.
Denne sum fastsættes af the Professional Football Compensation Committee, der uafhængigt vurderer, hvor meget Burnley skal have for deres udvikling af Ings, vurderet ud fra spillerens estimerede værdi, interesse fra andre klubber og præstationer.
Ifølge The Telegraph skal dette beløb endnu ikke være fastsat, men det kan komme til at koste Liverpool dyrt, at Ings er blevet landsholdsspiller.
Ings blev til denne landsholdssamling indkaldt til det engelske landshold for første gang i karrieren, og i aftes fik han så debut, da han erstattede Harry Kane på udebane mod Litauen.
Avisen skriver, at Ings' landsholdsdebut, kombineret med Tottenhams tidligere £11m-bud på angriberen, vil betyde, at Liverpool må slippe hele £10m – svarende til godt 100 millioner kroner – for Ings, vel at mærke på en fri transfer.
The Professional Football Compensation Committee har endnu ikke fastlagt en dato for, hvornår Ings' sag skal behandles. Det højeste beløb, komitéen hidtil har tildelt i udviklingssum er de £6.5m, som Chelsea måtte give Manchester City for Daniel Sturridge tilbage i 2010.