Medie: Pulis forbereder bud på Birmingham-kant
West Bromwich-manager Tony Pulis er allerede på udkig efter nye ansigter til truppen, og her lader det til, at Birmingham Citys blot 19-årige kantspiller, Demarai Gray, kan blive den næste tilgangsspiller på The Hawthorns.
Ifølge Daily Mail forbereder the Baggies et bud på stortalentet, der var i aktion mod Aston Villa i sidste uges Capital One Cup-opgør. Pulis overværede kampen netop for at se nærmere på Gray.
Derudover forlyder det også, at Pulis udsendte scouts til at sidde på lægterne mellem Birmingham City og Rotherham i den forgangne weekend. Også Leicester City har vist interesse i den unge englænder.
Demarai Gray fik debut for det engelske U20-landshold i år, hvor han allerede står noteret for fem optrædener og to målscoringer. Tilmed har han spillet 55 kampe for Birmingham City og står noteret for syv fuldtræffere.