Medie: Premier League-manager bliver fyret ved nederlag
Den første fyring i denne Premier League-sæson fandt sted for et par dage siden. Her valgte Sheffield United at sige permanent farvel til klubbens nu forhenværende manager, Paul Heckingbottom.
Og nu kan der være en ny fyreseddel på vej i Premier League.
Således skriver Sky Sports, at det forventes, at klubbens manager, Steve Cooper, bliver fyret, hvis klubben taber sin næste kamp.
Der er derfor en del på spil, når Nottingham Forest i weekenden møder Wolves.
Det vil i så fald blive klubbens femte nederlag i træk i Premier League.
Hos Nottingham Forest er der en følelse af utilfredshed i omklædningsrummet, hvor spiller- og trænerstab ikke er enige om den taktiske retning for klubben.
Onsdag aften tabte Forest med hele 5-0 til Fulham, og på trods af stor opbakning fra klubbens fans, ventes det ikke, at Cooper kan overleve endnu et nederlag.
Det var Cooper, der førte klubben tilbage til Premier League, hvor man ellers ikke havde været i 23 år.
Selv frygter Cooper ikke en fyring.
– Jeg tænker ikke sådan. Det er ikke en god måde at tænke på. Det er som at sige til en spiller, at han skal spille godt, ellers spiller han ikke igen. Det er ikke en tankeproces, jeg tror på.
– Vi er skuffede over resultaterne og sidste aftens præstation (mod Fulham, red.). Mere end nogensinde før, skal vi vise tro på tingene og karakter.
– Der vil altid være spørgsmål og historier. Det respekterer jeg, for sådan er livet som fodboldtræner, siger Cooper på torsdagens pressemøde.
Nottingham Forest er inden weekendens opgør på Molineux placeret på en 16.-plads i Premier League.