Medie: Premier League-klub vil leje Victor Nelsson
Premier League-oprykkerne fra Luton har angiveligt planer om at leje Victor Nelsson fra januar og frem til slutningen af sæsonen.
Det skriver det tyrkiske medie A Spor.
I sidste sæson spillede Nelsson i 33 ud af 36 kampe for klubben, men han har efterfølgende tabt sin faste startplads til Davinson Sánchez, der skiftede til klubben fra Tottenham i sommer.
Ifølge lokalavisen Luton Today er der dog flere elementer, der kan forhindre en eventuel signing af Nelsson.
I forvejen er der nemlig 25 spillere i Rob Edwards' trup, efter at klubben tidligere på året hentede Andros Townsend på en fri transfer.
Derudover skal Luton afbryde en af to lejeaftaler. I øjeblikket er Issa Kaboré fra Manchester City og Albert Sambi Lokonga midlertidige gæster i klubben, og Premier League-klubber kan maksimalt binde sig til to lejeaftaler samtidig, mens det er tilladt at indgå fire lejeaftaler over en hel sæson.
25-årige Nelsson står noteret for 10 A-landskampe for Danmark.
Den danske midtstopper begyndte sin karriere hos FC Nordsjælland, inden turen gik videre til F.C. København i 2019.
Hos den danske hovedstadsklub spillede han mere end 80 kampe. I det tyrkiske er det blevet til 92 kampe, heriblandt en indskiftning i 3-2-sejren over Manchester United i sidste måned.
Det er langt fra første gang, at der er forlydender om, at Nelsson kunne være på vej til Premier League i januar.
Det tyrkiske medie Takvim skrev tilbage i oktober, at en anden Premier League-klub skulle være på vej med et bud på den danske midtstopper i det kommende transfervindue.
TOPHISTORIER LIGE NU