Medie: PL-manager bliver ny Barcelona-træner
Der er stadig flere måneder til, at Xavi stopper som træner for Barcelona, men den spanske storklub har måske afløseren på plads.
I den store spanske avis AS står der således i dag, at Barcelonas sportslige ledelse nu har besluttet, hvem der skal overtage efter Xavi.
Valget er angiveligt faldet på Robert De Zerbi, og ham håber Barcelona at kunne præsentere den 1. juli.
Det er dog først lige en klausul i kontrakten med Brighton, som Barcelona gerne vil undgå at betale. For efter sigende skal Brighton betales omkring 75 millioner kroner, hvis De Zerbi skal købes ud af sin kontrakt til sommer. Det er penge, som Barcelona meget gerne vil slippe for at skulle af med.
I ugens løb har Brighton-managerens repræsentanter befundet sig i den spanske storby, hvor de har mødtes med folk fra Barcelonas øverste ledelse for blandt andet at diskutere en mulig ansættelse til sommer.
Hos Barcelona er det især De Zerbis spillestil, som man har fået øjnene op for. Italieneren har således fået Brighton til at spille noget af det mest underholdende og inspirerende fodbold på tværs af Europa det seneste halvandet år.
Han har dog kontrakt med Brighton til sommeren 2026. Derfor skal der findes en aftale mellem klubberne, inden Barcelona kan få lov til at gøre, som klubben gerne vil – at have Roberto De Zerbi som Xavis afløser.
Læs flere nyheder om Brighton her.