Medie: Pellegrini vil give debut til stortalent
Kelechi Iheanacho skulle egentlig have mødtes med sine nigerianske kollegaer på U20-landsholdet, der skal til VM i slutningen af maj, men han støder ikke til truppen før søndagens kamp mod Southampton. Det skriver Manchester Evening News.
Manuel Pellegrini ser et stort lys i den unge angriber, og chileren ser det som en god mulighed at give ham sin debut, når Southampton gæster Etihad Stadium i en kamp uden betydning for The Citizens.
Den 18-årige afrikaner viste sig frem på klubbens sommerturné i sommers, hvor han fik et par kampe. I den anledning kaldte Pellegrini ham for ”en vigtig spiller for os i fremtiden”.
Problemer med arbejdstilladelsen og skader har forsinket stortalentets indflydelse på ungdomsholdet, men Iheanacho har givet prøver på sit talent i de seneste måneder. Først scorede han i det andet finale-opgør i FA Youth Cup, og senere var hans mål mod Porto nok til at vinde Premier League International Cup for Citys ungdomshold.