Medie: Manchester United forhandler med Ligue 1-klub
Manchester United og Tottenham har indledt forhandlingerne med den franske Ligue 1-klub Rennes.
Det skriver Media Foot.
Det drejer sig om den 25-årige angriber Martin Terrier, der i løbet af det seneste halvandet år har udviklet sig helt exceptionelt, og kun akkurat missede en plads i Frankrigs VM-trup.
De to klubber har efter sigende forespurgt om spillerens pris, lønkrav og om spilleren kunne være klar på et skifte til Premier League i det kommende transfervindue i januar.
Terrier blev vurderet til £34 millioner svarende til 286 millioner kroner, men om han stadig er tilgængelig til den pris, står hen i det uvisse.
I sidste sæson blev det til i alt 21 mål og syv oplæg på tværs af samtlige turneringer, Rennes deltog i.
Formen er fortsat i denne sæson, hvor Terrier har været involveret i 15 mål i 20 optrædener indtil videre.
Manchester United siges at være på udkig efter en ny angriber i januar, efter at man brød med Cristiano Ronaldo i november som følge af et interview med Piers Morgan, hvor han i den grad lagde svesken på disken.
Martin Terrier har tidligere modtaget rosende ord fra Arsenal-legenden Thierry Henry.
– Vi har set andre spillere, som er blevet udtaget til det franske landshold, eller andre landshold, som har gjort mindre, end hvad han har gjort, lød det fra Henry i sidste måned.