Medie: Keane skal overtale United-reserve
Manchester United har sagt god for salget af den engelske reserve Tom Cleverley, og indtil videre har både Aston Villa og Hull budt på midtbanespilleren, der stadig venter på at Everton og manager Roberto Martinez intensiverer deres interesse.
I disse dage er det dog Aston Villa, der er i førersædet om spillerens signatur, og dette skyldes angiveligt ikke mindst den tidligere Manchester United-anfører, Roy Keane, der ivrigt forsøger at overtale landsholdsaspiranten til at vælge Villa Park, som sin fremtidige hjemmebane. Det skriver Mirror Football her til eftermiddag.
25-årige Cleverley skulle primært foretrække et skifte til Everton, hvor han kan blive genforenet med sin tidligere manager hos Wigan, Roberto Martinez, men i øjeblikket ligner Aston Villa det bedste bud på midtbanekreatørens fremtidige arbejdsgiver, idet Martinez endnu ikke har meldt sig på banen.
United-spilleren har indtil mandag til at beslutte sig, idet transfervinduet endegyldigt klapper i natten til tirsdag.