Medie: Halvdansk PL-forsvarer vil til Liverpool
Den dygtige midstopper Winston Reid, der er født af newzealandske forældre, men flyttede til Danmark som ti-årig, har gjort sig en imponerende karriere hos den engelske London-klub, West Ham United, hvor han markeret sig som en af klubbens mest profilerede spillere over de seneste år.
I sidste sæson blev han sågar også kåret til årets spiller i klubben, men næste sommer har den newzealandske landsholdsspiller kontraktudløb, og kan derfor frit forlade klubben til fordel for en større af slagsen.
Dette har vækket interessen hos både Arsenal, Manchester United og Liverpool såfremt man vælger at tro engelske medier, og her har forsvarsspilleren en klar favorit. Således skriver blandt andet The Express, at Winston Reid har sat sigtekornet ind på at skifte til Liverpool, som han håber på at gennemføre næste sommer.
26-årige Winston Reid har tidligere repræsenteret danske FC Midtjylland, hvor han opvoksede som fodboldspiller, og fik sit professionelle gennembrud.