Medie: De står klar med gigantisk bonus til Mbappé
Hvor spiller Kylian Mbappé i den kommende sæson?
Franskmandens fremtid er i den grad til diskussion.
Og spørgsmålet er det kun få, hvis nogen overhovedet, der kan svare på.
Både Real Madrid og Paris Saint-Germain er klar med tilbud for henholdsvis at få Mbappé med ombord eller få ham til at blive.
Den 25-årige VM-vinder ventes at træffe en beslutning i den kommende uge, og han har angiveligt endnu ikke orienteret hverken Real Madrid eller Paris Saint-Germain om sin beslutning.
Real Madrid vil ikke smadre klubbens nuværende lønstruktur for at få fingrene i Mbappé. I øjeblikket tjener han netto 183 millioner kroner om året, og det kan eller vil den spanske hovedstadsklub ikke matche.
Real Madrids bedst betalte spillere er for tiden Vinicius Junior og Jude Bellingham, og de tjener mindre end halvdelen af Mbappé, da de får udbetalt 87 millioner kroner om året.
Ifølge Daily Mail skal en sign-on-bonus på omkring 85 millioner pund, svarende til 740 millioner kroner, kompensere, at Mbappé bliver ansat på en lavere løn.
Derudover kan Real Madrid også tilbyde ham et 60-40-forhold i forhold til billedrettigheder. Indtil videre har klubbens største signings haft 50-50-forhold i forbindelse med billedrettigheder, hvor pengene er blevet delt i to. De 10 procent ekstra her kan også være lig med mange ekstra millioner i lommen på Mbappé.
Mbappé er tidligere sat i forbindelse med et skifte til Liverpool, men de rygter er forstummet på det seneste.
Mbappé har været på kontrakt hos PSG siden 2017/18-sæsonen, hvor han skiftede til klubben fra AS Monaco.
Det er blevet til 241 mål i 288 kampe på tværs af samtlige turneringer for PSG.
Læs flere nyheder fra PLBOLD.DK her.