Medie: Arsenal overvejer at hente Marouane Fellaini
Marouane Fellainis kontrakt med Manchester United udløber i slutningen af denne måned, og umiddelbart ser det ikke ud til, at parterne bliver enige om en ny aftale.
Klubber i Italien, Frankrig og Tyrkiet har allerede vist interesse for belgieren, men ifølge det franske medie Foot 365 er Uniteds rivaler fra Arsenal også blandt bejlerne.
Mediet melder således, at Arsenal har planlagt et møde med Fellainis repræsentanter i begyndelsen af denne uge.
Det blev kun til små 16 Premier League-kampe for Fellaini i sidste sæson. Hans næstsidste kamp for De Røde Djævle var mod netop Arsenal, hvor han blev matchvinder i tillægstiden.
30-årige Fellaini har spillet for Manchester United siden 2013, hvor han kom til fra Everton. Samlet set er det blevet til 10 år i Englands bedste række for belgieren, der dermed har et stort kendskab til ligaen.