Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Med lidt transfermagi: Sådan kan United og Chelsea stille til åbningsbraget

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
14.06.2019 Kl. 10:12
Talksport er kommet med sit bud på, hvordan Ole Gunnar Solskjær og Frank Lampard (?) kan stille i åbningskampen mellem de to storhold næste sæson.

Den kommende Premier League-sæsons første storkamp falder allerede i første spillerunde, når Chelsea gæster Old Trafford.

Ole Gunnar Solskjær tager dermed hul på sin første helsæson som manager for Manchester United, mens Frank Lampard ventes at være blevet udnævnt til Chelsea-boss inden da.

I den anledning har Talksport taget et kig på de mulige startopstillinger, som de to trænere måske kan stille med efter et travlt transfervindue for Ole Gunnar Solskjærs vedkommende.

Chelsea får efter alt at dømme ikke chancen for at forstærke sig på transfermarkendet denne sommer, men skulle Frank Lampard overtage trænersædet på The Bridge, har han en lang række store talenter og hjemvendte lejespillere at gøre godt med.

Manchester United:

David de Geas fremtid er stadig usikker, men seneste nyt er, at Manchester United nu har tilbudt ham en forbedret kontrakt.

Han har blot én sæson tilbage på sin kontrakt, men The Red Devils ventes ikke at sælge ham denne sommer –  heller ikke hvis spanieren nægter at forlænge.

De Gea på stregen ventes at få op til to nye forsvarere foran sig.  Klubben har allerede budt én gang Aaron Wan-Bissaka, og alt tyder på, at klubben nu forbereder endnu et bud på £50 millioner.

Det er uvist, hvor langt De Røde Djævle er villige til at gå op i pris –  Palace forlanger angiveligt op mod £70 millioner –  men i øjeblikket tyder det på, at den 21-årige højreback ender på Old Trafford.

Derudover har adskillige både pålidelige og knap så troværdige journalister skrevet, at Manchester United også forsøger at hente Harry Maguire. 

Andre navne har også været oppe at vende, Maguire skulle være førsteprioritet, og selvom han måske ikke er nær så "sexet" et navn som eksempelvis Kalidou Koulibaly, så ville han stadig være en opgradering i forhold til Smalling, Jones og Bailly –  og en god partner til Victor Lindelöf.

På midtbanen skal der en arbejdshest til, nu hvor Ander Herrera forlader klubben.  Det er svært at vurdere, hvorvidt rollen tilfalder Nemanja Matic eller Scott McTominay, men hvor serberen sluttede sæsonen dårligt, rundede skotten af som én af de bedre United-spillere.

Paul Pogba rygtes væk fra klubben til både Juventus og Real Madrid, men meget lidt tyder på, at Ed Woodward skulle være villig til at lade franskmanden slippe, medmindre det helt store checkhæfte bliver fundet frem.

Til gengæld kan franskmanden måske se sig suppleret på midtbanen af målfarlige Bruno Fernandes fra Sporting Lissabon. Ifølge de portugisiske medier er midtbanespilleren godt på vej til Old Trafford, hvilket også bekræftes af en række mere pålidelige italienske journalister.

Offensivt har man allerede forstærket sig med Daniel James, men der er forlydender om, at Manchester United ikke er færdige med at kigge efter nyt skyts. 

Man har angiveligt kig på en decideret højrewinger, men hvem det skulle være, vides ikke. Nicolas Pepe har tidligere været nævnt, men i øjeblikket virker Jesse Lingard, der skulle være blevet tilbudt en kontraktforlængelse, som det sikre bud.

Samtidigt skulle Romelu Lukaku være på vej væk til fordel for Inter.  Det efterlader også plads til en eventuel ny angriber til at konkurrere med Marcus Rashford om startpladsen.

Chelsea:

Med Chelseas transferkarantæne er det jo fristende at sige, at holdet stiller på samme måde som sidste sæson – minus Eden Hazard.

Men Frank Lampard –  eller hvem klubbens kommende træner måtte blive –  har en række alternativer til forskellige positioner.

Var Reece James ikke blevet skadet forleden, ville han potentielt være kandidat til at starte på højrebacken, men bagkæden byder næppe på nogen overraskelser.

Fikayo Tomoro spillede næsten samtlige minutter for Derby County sidste sæson, men Antonio Rüdiger ventes at komme tilbage fra sin skade inden sæsonstart, så centralt bliver det formentligt Luiz og tyskeren.

Jorginho deler vandene, og nu hvor Maurizio Sarri snart er fortid i Chelsea, er det svært at spå om den pasningssikre midtbanespillers fremtid. 

N'Golo Kante blev spillet ude af sin vante position hele sidste sæson, men under en ny træner må man næsten formode, at franskmanden får lov at være det defensive anker på midtbanen igen.

Mason Mount, klubbens stortalent,  kunne få en chance fra start på midtbanen sammen med Ross Barkley, nu hvor Ruben Loftus-Cheek er langtidsskadet.

Christian Pulisic, som klubben nåede at hente inden transferkarantænen,  ventes en rolle fra start, selvom der hviler et stort pres på ham som Hazards mest direkte erstatning.

Callum Hudson-Odoi er endnu en mand på Chelsea-skadeslisten, så han får nok næppe minutter i sæsonens første kamp mod Manchester United.  I stedet må man formode, at enten Willian eller Pedro starter inde.

Angriberpositionen er svær at spå om. Olivier Giroud var et monster i Europa League sidste sæson, mens Gonzalo Higuain næppe får lov at fortsætte endnu en sæson på Stamford Bridge.

Et wildcard kunne være Tammy Abraham,  der efter et succesfuldt lejeophold hos Aston Villa kan være klar til sin ilddåb i spidsen for The Blues.

 

Annonce