McClaren har tiltro til skadesplaget hollænder
Siem De Jong skiftede sidste sommer fra Ajax Amsterdam til Newcastle i Premier League. Hans første sæson hos The Magpies blev dog langt fra en succes, da han blev ramt af en del skader. Det betød, at den 26-årige hollandske landsholdsspiller blot fik fem kampe for klubben i sidste sæson.
Allerede inden sæsonstarten blev De Jong ramt af en alvorlig lårskade, og da han var tæt på et comeback kollapsede hans ene lunge. Endnu har Siem De Jong ikke været i aktion for Newcastle i denne sæson, men hans manager Steve McClaren har fuld tiltro til ham:
– Siem De Jong kan assistere og score mål. Det er to meget vigtige våben at have, så jeg tror, at han bliver en gevinst for os, når han er tilbage fra sin skade, siger Steve McClaren, der har et kendskab til den hollandske landsholdsspiller fra sin tid i FC Twente.
– Jeg kan huske, da han skiftede til Newcastle for et år siden. Jeg tænkte, at det var et fantastisk køb af klubben, men desværre har han fået sin tid i England ødelagt af skader. Derfor skal han vænne sig til tempoet, før vi får hans sande niveau at se, slutter den tidligere engelske landsholdstræner.