Mbokani efter terrorangreb: Min kone reddede mit liv
Congoleseren, Dieumerci Mbokani, som er udlejet til Norwich fra Dynamo Kiev, var til stede, da Zaventem-lufthavnen blev bombet tirsdag morgen.
Angriberen befandt sig uden for lufthavnen under eksplosionen, og han takker nu sin kone for, at dette var tilfældet.
– Da eksplosionen hændte, befandt jeg mig på fortovet ude foran bygningen. Hvis vi havde været der et minut tidligere, havde jeg været død, indleder han over for den belgiske avis, La Derniere Heure, og fortsætter:
– Det var min kone, som reddede mit liv. Jeg ville tidligere af sted, men hun sagde: "vi venter på Nathan Kabasele, som tager det samme fly." Hun sagde, at han ville komme om et eller to minutter. Det er et mirakel.
Nathan Kabasele, som Mbokani fortæller om, er angriberen, der på lejebasis spiller for De Graafschap i den hollandske Æresdivison. Kabasele har kontrakt med Anderlecht.
Dieumerci Mbokani er, som sagt, ligeledes udlejet og har kontrakt med Kanariefuglene frem til sommer.