Mawson efter Spurs-rygter: Jeg er mere end glad for at være i Swansea
I løbet af den forgangne sæson fik Alfie Mawson sit store gennembrud i Premier League, og den unge englænder var fast mand på det engelske U/21-landshold, som deltog i sommerens EM-slutrunde.
Midterstopperen har imponeret så meget, at han er blevet rygtet til Tottenham i dette transfervindue, men hovedpersonen selv fortæller, at han er rigtig glad for at være i den walisiske klub.
– Jeg er meget nede på jorden, og klar i hovedet, når det kommer til det. Det er alt sammen spekulation. Det er rart at høre, men jeg er Swansea-spiller, og jeg er mere end glad for at være her, fortæller Mawson til BBC.
– Jeg elsker det her. Jeg vil fortsætte og opnå store ting i klubben. Der er altid snak, og der er masser af spekulationer, men jeg er glad for at være her under manageren.