Matteo: Han skulle have erstattet Suarez
Luis Suarez forlod Liverpool i sommers til fordel for FC Barcelona, som pungede ud med 75 millioner pund for angriberen. Sidste sæsons Premier League-topscorer kan i denne weekend få debut for Barcelona, efter han har siddet ude med karantæne, da han bed Giorgio Chiellini i skulderen under VM.
Liverpool købte Mario Balotelli, Rickie Lambert og man fik Fabio Borini hjem fra lån fra Sunderland, og ingen af disse har været i stand til at få netmaskerne til at blafre i denne Premier League-sæson.
Pengene blev brugt forkert, mener Dominic Matteo, som spillede for Liverpool op gennem 90’erne. Man skulle i stedet have brugt Suarez-pengene på at købe Radamel Falcao, som, som bekendt, endte i Manchester United.
– Det er besværligt at erstatte Suarez, men Brendan(Rodgers, red.) skulle have forsøgt at erstatte hans mål. Livepool skulle have prøvet at få fat i en som Falcao. Vi havde pengene til det, fortalte Matteo til talkSPORT og fortsatte:
– Liverpool har ikke købt særlig godt ind. Folk troede at købe Mario Balotelli for 16 millioner pund var godt, men han har ikke leveret.
– Liverpool skulle have en spiller, der var god for 20-30 mål på en sæson. Det er hvad, de mangler i øjeblikket, sluttede skotten.