Matej Delac tager afsked med Chelsea og takker Petr Cech
Siden 2010 har Matej Delac været på kontrakt i Chelsea, men kroaten har aldrig fået sin debut for de engelske mestre, og nu går turen til AC Horsens efter denne sæson.
Da Chelsea hentede den dengang 17-årige målmand i Inter Zapresic, kunne London-klubben ikke få arbejdstilladelse til ham, og derfor måtte de udleje målmandstalentet i et forsøg på at skaffe en arbejdstilladelse.
Det var en svær start for den unge målmand i den store engelske klub, men han fik dog stor hjælp af Petr Cech, som på daværende tidspunkt var førstemålmand i Chelsea og blandt verdens bedste målmænd.
– Petr hjalp mig meget – specielt i de første to år efter jeg kom til. Alt var nyt for mig, og det var ikke nemt at vænne sig til engelsk fodbold, når man kommer fra en mindre liga i Kroatien. Så han hjalp mig med rådgivning og alt muligt, fortæller Matej Delac til Goal.
– Han fandt endda et lejeophold til mig i Tjekkiet. Det var ham, der fandt klubben til mig. Han hjalp mig virkelig meget, og jeg er stadig i kontakt med ham. Han er en meget vigtigt fyr i min karriere.
Matej Delac er den spiller i Chelseas nuværende trup, som har opholdt sig længst tid i klubben. Fra den 1. juli er det dog slut. Her venter et permanent ophold i AC Horsens, hvor den 25-årige målmand har udsigt til at blive førstemålmand.