Mata om Pogba-pres: Kun Messi og Ronaldo kan score hver gang
Manchester United måtte i den grad punge ud, da de i sommer smed hele £89 millioner afsted efter Juventus' Paul Pogba i det der blev den største handel nogensinde.
Pogba skulle lige finde fodfæste og fik en del kritik i sin første tid i klubben, men nu har både han og United fundet formen og buldrer derudaf.
Juan Mata forstår, at Pogba lige skulle finde sig selv ovenpå de store forventninger, der pludselig kom.
– Jeg forestiller mig, at det ikke er nemt, fortæller Mata til BBC.
– Når de store transfers kommer, og forventningerne er store, mister folk nogle gange fornemmelsen af virkeligheden.
– Vi er ikke maskiner. Messi og Ronaldo er de eneste to (der kan score hver kamp, red.). Der er ikke flere.
Manchester United kan på søndag vinde sæsonens andet trofæ, når de på Wembley møder Southampton i EFL Cup-finalen.