Annonce
Annonce

Massiv succes for danske talenter i Norge

10.10.2026 Kl. 13:05

De hitter i Rosenborg

I F.C. København kunne de ikke bruge Noah Sahsah. Og AaB troede tilsyneladende ikke på, at Mads Bomholdt havde potentialet til at blive en ledende skikkelse på midtbanen.

Men i Rosenborg priser de sig lykkelige over de to unge danskere.

Bomholdt styrer ”Troldebørnenes” centrale maskinrum, og har leveret et par flotte scoringer og en række stærke assists. Også Sahsah imponerer stort.

Rosenborg er i en genrejsningsproces og kan skimte de europæiske pladser. Der er ganske vist hele 20 point op til Viking Stavanger på Eliteseriens førsteplads og 17 til Bodø på andenpladsen. Men nummer tre og fire, Tromsø og Molde, er inden for en realistisk rækkevidde.

Senest blev Kristiansund besejret med 3-1 på udebane. Både Bomholt og Sahsah nettede, og den tredje Rosenborgtræffer blev sat ind af en anden tidligere FCK’er, forwarden Amin Chiakha. Sidstnævnte topper lige nu divisionens topscorerliste med 13 træffere. Han valgte i 2024 at stille op for Algeriet.

Er kommet sig ovenpå alvorlige skader

21-årige Noah Donovan Sahsah har spillet hele 30 U-landskampe for Danmark. For nylig fik han debut på Lars Knudsens U-21 mandskab i EM-kvalifikationsopgørene mod Belarus og Østrig.

I F.C. København blev der aldrig noget gennembrud til den teknisk dygtige kantspiller. En alvorlig knæskade i 2024 satte ham ud af spillet i næsten et år. FCK udlejede ham til Rosenborg, hvor han desværre atter fik knæproblemer. Men de havde tiltro til ham på Lerkendal og købte den lovende wing for ca. 1,25 millioner kroner. Det har vist sig at være spotpris, for Sahsah er i færd med at rulle potentialet ud i Eliteserien just nu. Med kvikke driblinger og opportunisme ligner han en mand, der godt kunne have begået sig i FCK med lidt mere tillid og ”snor”.

Bomholt bomber

Mads Bomholt blev solgt af AaB til Rosenborg i februar i år for godt 15 millioner kroner. Transfermarkt vurderer, at den 20-årige midtbanemand har fordoblet sin markedspris på kun 8 måneder. Trøndelags stolthed er ovenud tilfredse med den handel. For en uge siden bankede han et pragtskud ind i trekanten, da Rosenborg mødte svenske Östersund i en testmatch. I de sidste 10 kampe har Mads scoret 3 gange og noteret sig for 4 assists.

Bomholt har optrådt 9 gange på det danske U-19 og U-20 landshold.

Rosenborg råder i øvrigt over endnu en dansker: Den tidligere Esbjerg-forsvarer Jonas Mortensen. Træner er islandske Freyr Alexandersson, der for et par år siden nød stor succes i Lyngby.

Annonce