Martinez: Transfervinduet er et cirkus
Roberto Martinez fastholder, at hverken Leighton Baines eller Marouane Fellaini er på vej væk fra Goodison Park, og kalder desuden det snart overståede transfervindue, for et fodboldcirkus.
Efter en stille sommer har Everton, med den nye manager Roberto Martinez i spidsen, måttet lægge øre til et hav af spekulationer, der blandt andet har sendt duoen Leighton Baines og Marouane Fellaini til Old Trafford.
Senest meldte flere engelske medier, at førstnævnte skulle være gået til ledelsen med et ønske om at skifte Everton ud med Manchester United, men dette benægter Martinez, der glæder sig til afslutningen på “silly season”.
– Jeg taler med alle spillerne, meddelte han ifølge Sky Sports.
– Så det er skuffende, når så mange historier går rundt i medierne, og du forstår ikke hvor de kommer fra.
– Det er lidt for meget for tiden. Det er ikke kun her, det er alle steder, i alle omklædningsrum – jeg synes, at vi bliver nødt til at gøre noget, fortsætter spanieren.
– Jeg er sikker på at myndighederne vil kigge nærmere på det, og gøre noget ved det, for det er ved at blive lidt af et fodboldcirkus, og det hjælper ingen, afslutter den nyansatte Everton-manager.
Om Everton får lov at beholde deres to største stjerner er endnu uvist, men rapporter meldte tidligere på dagen, ar United er vendt tilbage til Everton med et £35 millioner stort bud på de to spillere.