Martínez bekymret over rutineret forsvarskæde
The Toffees har indkasseret flere mål end noget andet hold i Premier League i indeværende sæson. Roberto Martínez undrer sig over den dårlige tendens, selvom man har mødt stærkere modstandere.
– Vores forsvar har været en overraskelse, udtalte Martínez i en pressekonference denne morgen.
– Vi har ikke mistet nogle spillere fra vores forsvarskæde; de har massevis af erfaring med over 1100 Premier League-kampe mellem dem, og vi holdt femten clean sheets i sidste sæson.
– Vi må have taget for let på tingene i og med, at vi var gode på det område i sidste sæson, men vi skal tilbage til de standarder.
Everton har endnu deres første sejr til gode efter to uafgjorte og ét nederlag i de første tre kampe. I den kommende weekend møder Martínez' tropper West Bromwich Albion.