Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Martial afviser kontraktudspil og vil væk fra Manchester United til sommer

Af Morten Bruun Jørgensen
10.04.2018 Kl. 13:54
Anthony Martial er løbet tør for tålmodighed i Manchester United. Han har derfor afvist et kontraktudspil og vil væk fra klubben til sommer.

2.082 minutter fordelt over 40 kampe har Anthony Martial fået for Manchester United i denne sæson. Det svarer til, at den hurtige kantspiller i gennemsnit har fået 52 minutter pr. kamp.

Konkurrencen i Manchester Uniteds offensiv er hård, og det er ikke blevet nemmere for Anthony Martial, efter Alexis Sánchez i januar blev hentet til klubben fra Arsenal. Det vil han nu tage konsekvensen af.

For et par måneder siden kunne det franske medie RMC afsløre, at der ikke var nogen fremskridt i kontraktforhandlingerne mellem Manchester United og Anthony Martial.

Den seneste tid har ikke udviklet sig positivt for franskmanden hos De Røde Djævle, og nu erfarer RMC, at han vil væk fra klubben efter denne sæson.

Anthony Martial har angiveligt afvist et kontraktudspil fra Manchester United for nylig, og i samme ombæring gjorde han det klart over for klubben, at han ønsker nye udfordringer.

Manchester United tilbød efter sigende en femårig kontrakt til Anthony Martial, men den unge franskmand er utilfreds med spilletiden i klubben, og samtidig har han ifølge det franske medie ikke et særlig godt forhold til José Mourinho.

Den 22-årige landsholdsspiller har kontraktudløb i 2019, og det er dermed Manchester Uniteds næstsidste chance for at hente en transfersum til sommer, hvis han fortsat ikke vil forlænge sin kontrakt.

Det vil formentlig ikke være et problem for Manchester United at finde en køber til midtbanespilleren. Klubber som Paris Saint-Germain, Atlético Madrid og Juventus er angiveligt interesserede.

Annonce