Marshall strålede i nullert
Norwich fik lørdag eftermiddag besøg af Cardiff i det der skulle vise sig, at blive en kamp uden mål. Cardiff-målmanden David Marshall havde en stor del af ansvaret for kampens udfald, da han havde en rigtig god dag på kontoret.
Selvom danske Andreas Cornelius er tilbage på træningsbanen, så var han ikke med i dagens kamp hvor Cardiff City skulle en tur til Norwich. Hverken Norwich eller Cardiff ligger blandt de hold der har scoret flest mål i den igangværende sæson, så det var ikke så underligt at dagens kamp endte uden mål.
Der var dog masser af chancer i kampen, og næsten samtlige tilfaldt Norwich. Men takket være David Marshall – der tidligere har været på lønningslisten i netop Norwich – udeblev scoringerne.
En af de allerstørste chancer tilfaldt Jonny Howson, men heller ikke han kunne få bolden ind bag den velspillende keeper.
Det lykkedes dog faktisk Norwich, at få bolden forbi Marshall, da Fer steg op efter et hjørnespark og headede bolden mod mål, men inde på målstregen blev bolden clearet af Peter Whittingham. Tættere kom Norwich ikke på sejren, og kampen endte som den startede. Uden mål.