Marco Silva forventes præsenteret i Everton i denne uge
Endelig ser det ud til, at Everton får fingrene i Marco Silva.
Sidste efterår forsøgte Merseyside-klubben at hente den portugisiske manager til klubben, da Ronald Koeman blev fyret efter en dårlig sæsonstart. På daværende tidspunkt var Marco Silva ansat i Watford, og Premier League-klubben ønskede ikke at slippe ham.
Sidenhen er Marco Silva blevet fyret i Watford, og dermed er han fri på markedet for Everton, og det har the Toffees tænkt sig at udnytte.
På onsdag ankommer portugiserens repræsentanter til England, og herefter vil parterne forhandle de sidste detaljer på plads. Herefter ventes det, at Everton senere på ugen kan annoncere, at Marco Silva er blevet udstyret med en treårig kontrakt.
Det skriver the Independent.
Det vil også sætte et punktum for den sag, der har været kørende mellem Everton og Watford gennem de seneste måneder. Watford brokkede sig til Premier League, da Everton i efteråret henvendte sig til Marco Silva.
Det var en ulovlig tilnærmelse ifølge Watford, men de to klubber har tilsyneladende fået redet trådene ud, selvom Watford har truet med at tage sagen op igen, hvis Marco Silva bliver ansat i Everton denne sommer.