Marca: Manchester United jagter også spansk angriber
Alvaro Morata er ikke længere en del af startopstillingen i Juventus, men den spanske angriber behøver ikke frygte for sin fremtid. Bejlere er der rigeligt af, og specielt flere engelske storklubber er efter sigende ude efter den tidligere Real Madrid-angriber.
I dag rapporterer den spanske avis, Marca, at Manchester United er interesserede i at købe Morata til sommer – men der er også interesse fra klubber som Arsenal, Liverpool og Dortmund.
Avisen skriver, at Jose Mourinho, der ser ud til at overtage managersædet i Manchester United til sommer, kan blive vital i forsøget på at hente Morata til Old Trafford. Det var nemlig Mourinho, der gav Morata debut i Real Madrid, og portugiseren er efter sigende en stor beundrer af Juventus-angriberen.
I et interview med Marca fortæller Morata, at han synes rigtig godt om Premier League.
– Jeg kan lide Premier League rigtig meget på grund af spillestilen, og det er også mere attraktivt for en angriber og ikke så taktisk som i Italien. Jeg kan lide det, lyder det fra spanieren.