Manglende Champions League-plads vil koste dyrt for United
Manchester United får lidt mere end 600 millioner kroner fra Adidas hvert eneste år som en del af parternes trøjeaftale, men der er også en klausul i kontrakten, der må bekymre klubbens økonomiafdeling.
For hvis Manchester United for anden sæson i træk ikke formår at kvalificere sig til Champions League, vil Adidas kun betale en to tredjedele af beløbet næste sæson – og dermed risikerer De Røde Djævle at gå glip af 200 millioner kroner.
Der resterer tre kampe af Premier League-sæsonen, og Manchester United indtager på nuværende tidspunkt femtepladsen i tabellen, men klubben kan stadig selv afgøre sin skæbne, da der blandt andet venter en kamp mod Leicester, som er på fjerdepladsen.
Derudover kan Manchester United med en triumf i Europa League-turneringen, hvor klubben regnes blandt de absolutte favoritter, også sikre sig adgang til Champions League næste sæson.
For den engelske storklub vil de 200 millioner kroner fra sponsoraftalen med Adidas ikke være de eneste millioner, der vil komme til at mangle i klubkassen ved en glippet Champions League-kvalifikation.
Der venter således også mange millioner kroner for blot at deltage i Europas fineste klubturnering i forhold til Europa League.