Mané: Ikke engang Klopp troede på Barca-comeback
Liverpool-stjernen Sadio Mané har indrømmet, at Jürgen Klopp ikke troede på comebacket hjemme på Anfield mod Barcelona, hvor de skulle vende et 3-0 nederlag fra første opgør, skriver Goal.
Chancen for at slå Barcelona ud virkede da også som ikke eksisterende, men Liverpool gjorde altså det umulige ved at vinde 4-0 på Anfield.
– Før kampen mod Barcelona havde jeg aldrig set manageren sådan, sagde Mané til Telefoot om Jürgen Klopp.
– Klopp animerede os, men, ærligt, ikke engang han troede på os.
– Han er fantastisk, han får dig til at kæmpe og give dig alt for ham.
Liverpool missede Premier League-titlen med ét point op til Manchester City, og de er nu klar til at satse alt på at vinde Champions League-finalen mod Tottenham.
– Finalen bliver en anden kamp, det vil være anderledes end i ligaen. Vi kan ikke skjule, at vi er favoritter, sagde Sadio Mané til slut.