Manchester United sprudlede i Schweinsteiger-comeback
Manchester United skulle revanchere weekendens 1-1-skuffelse mod West Ham, da the Hammers igen besøgte Old Trafford onsdag aften, denne gang i EFL Cup'ens kvartfinale.
José Mourinho havde valgt at give Bastian Schweinsteiger en plads på bænken til opgøret efter tyskeren havde været helt ude i kulden efter portugiserens ankomst til Old Trafford.
De Røde Djævle fik en flyvende start på kampen, da Henrikh Mkhitaryan efter to minutter blev sendt i dybden. Armeneren spillede Zlatan Ibrahimovic alene med Adrián og her svigtede han ikke. 1-0 til De Røde Djævle.
Som så mange gange før i de seneste par måneder fortsatte United ufortrødent og skabte mange chancer, der dog alle blev brændt.
Det blev straffet af West Ham. Dimitri Payet sparkede på kassen, så David De Gea måtte give en ripost, som Manchester United-produktet Ashley Fletcher kunne sparke i kassen til 1-1.
Efter pausen lukkede Manchester United hurtigt dog kampen. Anthony Martial gjorde det til 2-1 efter endnu en assist fra Henrikh Mkhitaryan og franskmanden scorede igen et kvarter senere efter flot opspil.
Zlatan Ibrahimovic scorede igen for Manchester United i overtiden efter flot forarbejde fra Ander Herrera.
Alt i alt var det en positiv aften for De Røde Djævle, der også valgte at give comeback til Bastian Schweinsteiger, mens profiler som Henrikh Mkhitaryan, Anthony Martial, Zlatan Ibrahimovic og specielt Wayne Rooney imponerede.