Manchester United sættes i forbindelse med serber: Hvem er han?
The Mirror har skrevet, at José Mourinho forleden var i Wien for at overvære VM-kvalifikationskampen mellem Østrig og Serbien med det formål at holde øje med Mijat Gacinovic.
Det er formentlig ikke et navn, som mange Premier League- og Manchester United-fans kender til, og derfor har Manchester Evening News sat sig for at fortælle lidt mere om den serbiske landsholdsspiller. Nedenfor beskrives nogle af de ting, som Manchester-avisen har set nærmere på.
Den 22-årige serber er født i Novi Sad den 8. februar 1995. Han spiller til daglig på den centrale midtbane hos Eintracht Frankfurt i den tyske Bundesliga, og han er noteret for tre landskampe for Serbien.
Mijat Gacinovic kom gennem ungdomsrækkerne i Vojvodina, og han fik sin debut på klubbens førstehold som 18-årig, og han var med til at vinde pokalturneringen i 2014. Allerede som 20-årig blev han udnævnt som anfører for klubben, inden han i 2015 skiftede til Eintracht Frankfurt. Her han allerede spillet 51 kampe på førsteholdet.
Gacinovic repræsenterede faktisk Bosnien på U/17-niveau, men han valgte senere at spille for Serbien, og han var med til at vinde U/20 VM, hvilket var den første FIFA-turnering, som Serbien har vundet som et selvstændigt land.
Han optræder på midtbanen, hvor han både kan benyttes centralt og på begge kanter. Han er desuden en spiller, som kan lide at udfordre sin direkte modstander, men han har også – specielt tidligere i sin karriere – været målfarlig. I sin sidste sæson i Vojvodina blev han topscorer i den serbiske liga med 11 mål, men det er blot blevet til fire mål for Eintracht Frankfurt.
På det serbiske landshold har dog også vist sig frem fra sin målfarlige side indtil videre. I de tre landskampe er det blevet til to mål, og han kan glæde sig over, at Serbien er kvalificeret til næste sommers VM-slutrunde i Rusland.
Manchester Evening News har også set på, hvor José Mourinho er interesseret i serberen, og avisen mener, at Manchester United-manageren er faldet for Gacinovic’ alsidighed. Derudover skulle Nemanja Matic have anbefalet sin landsmand, som også har fået ros for sin arbejdsiver, hvilket også er en ting, som José Mourinho sætter stor pris på.