Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Manchester United og Arsenal viser interesse for Dortmund-profil

Af Morten Bruun Jørgensen
19.04.2018 Kl. 21:27
Der er interesse for Sokratis Papastathopoulos, som tøver med at forlænge sin kontrakt i Dortmund, fra to Premier League-klubber.

Gennem flere sæsoner har der stået en græsk midterforsvarer og styret forsvaret hos Dortmund, men det kan der måske snart være en ende på.

I denne sæson har Dortmund underpræsteret, og de røg tidligt ud af både Champions League og Europa League, mens de i den hjemlige liga kæmper for at sikre sig adgang til Champions League i næste sæson.

Netop Champions League-deltagelse kan vise sig at blive vigtigt for tyskerne, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at forlænge kontrakten med Sokratis Papastathopoulos.

Ifølge det normalt velinformerede lokalmedie, RevierSport, tøver den græske landsholdsspiller med at forlænge sin kontrakt i Dortmund, hvor han i næste sæson går ind til det sidste kontraktår.

Hvis Sokratis Papastathoupoulos giver udtryk for, at han gerne vil væk fra Dortmund, kommer der formentlig ikke til at mangle bejlere. Både Manchester United og Arsenal fra Premier League er interesserede, mens de italienske mestre, Juventus, også er interesserede.

Dortmund vil efter sigende kræve lige i underkanten af 150 millioner kroner for den 29-årige midterforsvarer.

Annonce