Manchester United – Min engelske kærlighed
Morten Bisgaard valgte tilbage i 2009 at indstille sin aktive fodboldkarriere, som blandt andet havde budt på ophold i udlandet hos Udinese fra Italien og Derby County fra England. Han spillede også flere sæsoner i den danske Superliga hos FCK. Men de fleste sæsoner spillede han for OB, hvor karrieren også fik sin afslutning.
Selvom Morten Bisgaard i dag har stillet fodboldstøvlerne på hylden og højst spiller lidt oldboys-fodbold i OB sammen med blandt andre Ulrik Laursen og Thomas Helveg, er han stadig tæt på fodboldens verden. Derfor fungerer han som fodboldekspert hos TV2, hvor han bliver brugt til både at kommentere superligakampe, landskampe og – for tiden – VM i fodbold i Brasilien.
Morten Bisgaard har siden barndommen været stærkt interesseret i fodbold. I starten var det den danske 1. division – det der i 1991 blev til Superligaen – der var spædende at følge. En anden liga som fangede Morten Bisgaards interesse var den engelske Premier League:
– Da jeg var yngre, glædede jeg mig altid til Tipslørdag, hvor man kunne se engelsk fodbold i tv.” husker Morten Bisgaard og afslører i samme åndedrag, hvorfor Manchester United blev favoritklubben:
– Det var min far, som fik mig til at holde med med Manchester United. Han blev fascineret af klubben efter ulykken i 1958, hvor 23 af 44 passagerer døde – heraf 7 spillere fra det daværende hold United-hold. Klubben havde netop spillet Europa Cup-kamp imod Røde Stjerne fra Beograd og var på vej hjem, da en kraftig snestorm forårsagede ulykken i Müchen i Tyskland. Netop det hold var legendarisk og blev kaldt ”The Busby Boys” efter deres træner Matt Busby, der overlevede ulykken” fortæller Morten Bisgaard.
Manchester United, som af klubbens fans bliver kaldt De Røde Djævle, har hjemmebane på Old Trafford. Banen er igennem årtiet blev betragtet som et fort, som de gæstende hold ikke besøgte, men skulle indtage for at sejre. Siden Sir Alex Ferguson overtog holdet tilbage i 1986, har holdet vundet det engelske mesterskab 12 gange, Champions League 2 gange, Liga-cuppen 4 gange og FA Cuppen 11 gange, men Bisgaards første minder med klubben strækker sig tilbage til før Ferguson-tiden:
– Jeg kan svagt huske nogle pokalfinaler i midten af 1980´erne. FA Cup-finalen mod Crystal Palace i 1990 mindes jeg tydeligt. Manchester United spillede uafgjort 3-3, men vandt omkampen” forklarer Morten.
Selvom Morten Bisgaard husker tilbage på flere af pokaltitlerne i midten af 1980´erne samt starten af 1990´erne, så er der en kamp som står klarere end de andre – nemlig Champions League-finalen mod Bayern München i 1999:
– Jeg så finalen i 1999 sammen med Martin Jørgensen i Italien. Jeg kan huske, at United havde størstedelen af spillet, men havde svært ved at skabe chancer. Afslutningen på kampen er dog noget af det vildeste jeg har oplevet. United var bagud med 0-1, da kampen gik ind i overtiden, men det lykkedes dem at lave 2 mål, hvilket betød, at United vandt Champions League-finalen med 2-1 over Bayern München. Den kamp vil altid stå klart i hukommelsen” husker Morten Bisgaard.
En klub som Manchester United har været vant til at vinde stort set alt igennem de seneste mange sæsoner. Derfor har Morten Bisgaard også svært ved at fremkalde nogle dårlige oplevelser med klubben. Efter lidt betænkningstid lykkedes det alligevel, at huske tilbage på nogle enkelte kampe mod bl.a. Liverpool, som er blandt de største rivaler til Manchester United. Bisgaard husker tilbage på nogle kampe, hvor Manchester United er blevet ydmyget af Merseyside-klubben. Samtidig må klubbens netop overståede sæson stå som den dårligste gennem mange sæsoner:
– Det er svært at udpege nogle enkelte oplevelser, hvor det ikke har været sjovt som Unted- fan. Jeg kan dog huske nogle kampe mod Liverpool bl.a. på Old Trafford tilbage i 2009, hvor Liverpool vinder med 4-1. Det var en ydmygelse af holdet. Derudover får sæsonen 2013/14 ikke mange United-fans til at klappe i hænderne, men det er selvfølgelig vigtigt at støtte sit hold i modgang og medgang” udtaler Morten.
Skal Manchester United tilbage til toppen af engelsk – og international fodbold, så kræver det ifølge Morten Bisgaard, at klubben får gjort nogle fornuftige handler til sommer, da den nuværende trup simpelthen ikke er god nok til europæisk fodbold:
– Jeg håber selvfølgelig, at Manchester United igen kan kæmpe med om mesterskabet samt Champions League-trofæet, men den nuværende trup er simpelthen ikke god nok til det. Et Manchester United som ikke spiller med i toppen af Premier League svarer jo til, at FCK rykker ned i NordicBet-ligaen. Manchester United har gennem de seneste mange sæsoner været en fast del af toppen i England og Europa, hvorfor jeg håber, at de snart vil være tilbage i kampen om mesterskabet” forklarer Morten Bisgaard.
Trods den store kærlighed for Manchester United op gennem ungdomsårene, så har Morten Bisgaard kun været på Old Trafford for at se sine idoler en enkelt gang.
Souvenirs er heller ikke noget, som Morten Bisgaard går særlig meget op i – og dog. Morten Bisgaard har nemlig en del trøjer med Manchester United fra de forskellige sæsoner. En er mere speciel end alle de andre – den er nemlig fyldt med autografer fra hele Manchester United-holdet:
– Jeg har desværre kun set Manchester United en enkelt gang, men håber selvfølgelig, at jeg kommer til at opleve dem igen.
Derudover har min ven Lars Høgh været ovre og se dem, og han havde engang en signeret trøje med hjem til mig, hvilket jeg synes var kæmpe stort!” siger Morten, der jævnligt ses med den tidligere landsholds- og OB-målmand.
Selvom Morten Bisgaard ikke går op i souvenirs, så har Manchester United alligevel haft stor betydning for ham gennem årene. Han blev nemlig fascineret af engelsk fodbold, hvorfor hans ønske, om at skifte til den engelske liga blev endnu større;
– Jeg blev fascineret af engelsk fodbold, da jeg var yngre, hvorfor jeg valgte at skifte fra FCK og muligheden for mesterskaber til Derby, som var tæt på at rykke ned fra The Championship. Jeg fik pludselig mulighed for at få udleveret min drøm om at spille i England. Jeg havde tre fantastiske år i Derby, hvor vi var tæt på at rykke op i Premier League i min første sæson. Den efterfølgende sæson var vi dog tæt på at rykke ned, mens vi rent faktisk rykkede op i min sidste sæson i klubben – det var helt utroligt at være en del af” forklarer Morten Bisgaard.
Manchester United har været den foretrukne klub i England op gennem ungdomsårene for Morten Bisgaard, men sådan forholder det sig ikke i dag. Opholdet i Derby har nemlig betydet, at Manchester United ikke længere har samme betydning for Morten Bisgaard som den havde i ungdomsårene:
– I dag er Manchester United ikke længere klubben jeg følger, ligesom jeg gjorde i ungdomsårene. Mine sæsoner i Derby har betydet, at jeg i dag følger dem endnu tættere, da jeg i løbet af mine tre år i klubben lærte rigtig mange mennesker samt klubbens historie at kende” slutter Morten Bisgaard.