- Manchester United har Premier Leagues bedste unge spiller
I sidste sæson brød Marcus Rashford igennem på førsteholdet i Manchester United, hvor han scorede fire mål i to kampe mod FC Midtjylland og Arsenal.
I denne sæson har teenageren haft det meget sværere i Premier League. Efter Zlatan Ibrahimovic’ ankomst er det blevet til flere kampe på kanten for Rashford, der derfor blot har scoret fire gange i 22 kampe.
Alligevel mener Matteo Darmian, at den bedste unge spiller i Premier League er Marcus Rashford.
– Rashford er den bedste unge spiller. Han er stærk og kraftfuld. Han har alle karaktertrækkene til at blive en topspiller, lød det fra United-holdkammeraten ifølge Manchester Evening News.
Modsat Rashford har Darmian haft en god sæson for De Røde Djævle indtil videre. Italieneren har nydt godt af en skade til Luke Shaw, hvilket har betydet, at han har fået en del kampe på venstre back.