Manchester United forlænger med ung midterforsvarer
19-årige Axel Tuanzebe fik sin Manchester United-debut i søndagens 4-0-sejr over Wigan i FA Cup'ens fjerde runde.
Han har været på Manchester Uniteds unge akademi siden han var otte år og har spillet på størstedelen af Manchester Uniteds akademi-hold.
Tuanzebe, der er fast kaptajn på Manchester Uniteds U23-mandskab, er nu blevet belønnet for de flotte præstationer på akademiet og har fået en ny kontrakt, der løber frem til sommeren 2020 og kan forlænges med et yderligere år.
– Jeg har altid været Manchester United-fan, så jeg er selvfølgelig glad for at have skrevet under på en ny kontrakt. At få min debut på Old Trafford i FA Cup'en var et meget stolt moment, både for mig og min familie, fortæller Tuanzebe til Manchester Uniteds officielle hjemmeside.
– Jeg lærer hver dag til træning og det er også en stor oplevelse for mig, at jeg nu træner med førsteholdet. Jeg vil gerne takke alle trænerne, som jeg har arbejdet med og specielt give en tak til manageren for at give mig min debut for denne fantastiske klub.
Der er også rosende ord til Tuanzebe fra José Mourinho.
– Axel er en ung spiller med stort potentiale. Vi hentede ham op på førsteholdet for at give ham mere erfaring og han har tilpasset sig rigtig godt. Jeg er glad for, at han har skrevet under på en ny kontrakt og er glad for den udvikling, han er i gang med, slutter Mourinho.