Manchester City tæt på kæmpetransfer
Manchester City er ifølge Fabrizio Romano ved at nærme sig et rigtig stort indkøb, som kan blive annonceret inden længe.
Det er den hollandske landsholdsspiller Tijjani Reijnders, som The Cityzens længe har været interesseret i, og nu er der fremskridt i forhandlingerne med AC Milan.
Transferjournalisten kan fortælle, at alle detaljer mellem klubberne ventes at være på plads om ganske kort tid.
Det har været en klar prioritet fra Manchester City at få handlen i hus så hurtigt som muligt, så han kan nå at spille med ved VM for klubhold, der begynder om mindre end to uger.
De personlige betingelser i en kontrakt mellem midtbanespilleren og den engelske storklub er faldet på plads, og derfor er det kun klubberne, der nu skal blive enige.
26-årige Reijnders skiftede i sommeren 2023 til AC Milan fra AZ Alkmaar for omtrent 150 millioner kroner. Sidenhen har han udviklet sig med hastige skridt, og det har også øget hans transferværdi markant.
Meldingerne går på, at Manchester City kommer til at skulle betale mere end det tredobbelte beløb for at lave en handel med AC Milan.
I den forgangne sæson spillede Reijnders 54 kampe for AC Milan, hvor han scorede 15 mål og fem assists fra sin position på den centrale midtbane.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.




