Manchester City-ledelse er irriteret og utilfredse med Jürgen Klopp
Som sædvanligt endte det med at blive et drama mellem Liverpool og Manchester City, da de to mandskaber tørnede sammen søndag aften på Anfield.
Liverpool trak sig sejrsrigt ud af opgøret takket være et mål fra Mohamed Salah i anden halvleg.
Efter kampen udsendte Liverpool en pressemeddelelse, hvor Merseyside-klubben udtrykte deres utilfredshed med smædesange om Hillsborough fra de medrejseende Manchester City-fans.
I Manchester City fordømmer man denne opførsel, men ifølge BBC er Manchester City også utilfredse med Jürgen Klopp.
BBC erfarer, at Manchester City-ledelsen føler, at Liverpool-manageren provokerede modstanderne op til opgøret, da han udtalte sig om Manchester Citys investeringer i spillere. Her udtalte han følgende:
– Åh, du vil ikke kunne lide svaret, og I kender alle allerede svaret. Ingen kan konkurrere med City på det punkt. Du har det bedste hold i verden, og du tilføjer den bedste angriber på markedet. Uanset hvad det koster gør du det bare, lød det bl.a. fra Jürgen Klopp.
Ifølge BBC har disse udtalelser irriteret Manchester City-ledelsen, der føler, at det var unødvendig provokation, som formentlig har haft en påvirkning på klubbens fans op til opgøret.
Myndighederne undersøger også en sag omkring Liverpool-fans, da Pep Guardiola og flere fra Manchester Citys stab fik kastet mønter og andre objekter mod sig under opgøret.