Lyon-profil erkender: Liverpool-rygterne er smigrende
Liverpools fronttrio skal der ikke pilles ved, men Jürgen Klopp er angiveligt på transfermarkedet efter en alsidig angriber, der kan agere backup for Firmino, Salah og Mané.
Ifølge Daily Mail er 22-årige Maxwell Cornet fra Lyon blandt spillerne, som The Reds har kig på denne sommer, og den ivorianske winger er opmærksom på interessen, som han værdsætter.
– Liverpool er en stor klub, så alle rygter er smigrende. Min kontrakt med Lyon er til 2021, men man ved aldrig i fodbold, siger Cornet til BeIN Sports.
Cornet har scoret syv mål og lavet fem assists i 27 kampe for Lyon denne sæson, og er det sandt, at Klopp er på udkig efter en angriber, som kan lidt af det hele, så matcher ivorianeren den profil.
Han kan spille på begge wings og centralt i angrebet. Det største minus er måske hans defensive løbeindsats, men Jürgen Klopp har tidligere haft held med at indpiske nogle ekstra kilometer i sine spillere.