Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lukaku roser Ibrahimovic: Han ændrede mig

Af Morten Bruun Jørgensen
22.03.2019 Kl. 15:10
Romelu Lukaku forklarer, hvordan Zlatan Ibrahimovic var med til at ændre belgierens måde at se og spille fodbold på.

Trods kun ganske få minutter sammen på banen lærte Romelu Lukaku en hel del af Zlatan Ibrahimovic, som ikke var villig til at slippe sin plads som frontangriber for Manchester United uden kamp.

– Alt, jeg lærte af Zlatan, var stort. Fra de historier, han fortalte om sin tid i Inter, AC Milan, Barcelona og selv Ajax, til at være på træningsbanen sammen med ham, hvor jeg kunne se, hvor konkurrencepræget han var, fortæller Romelu Lukaku til Manchester Uniteds hjemmeside.

Særligt en træningssession gjorde indtryk på Romelu Lukaku, og det var for alvor her, at han fik øjnene op for, at Zlatan Ibrahimovic ville give kamp til stregen, selvom han kæmpede for at komme ovenpå efter en alvorlig knæskade.

– Jeg husker en træning, hvor der var en 50/50 mellem os, fordi vi aldrig var på samme hold, da vi begge var angribere. Han gik ind i duellen med fuld kraft. Da vidste jeg, at denne fyr ville konkurrere og kæmpe for sin plads. Derfor ændrede han mig. Det var en øjenåbner. Fyren måtte kæmpe for den position, han var i.

– Jeg lærte at fokusere, træne hårdt – og også at nyde det, fordi han er en fyr, som man også kan have det sjovt med, og han personlighed i omklædningsrummet var god, fortæller den belgiske landsholdsangriber.

Romelu Lukaku og Zlatan Ibrahimovic spillede sammen fra juli 2017 til marts 2018, hvor svenskeren skiftede til LA Galaxy.

Annonce