Lukaku: Jeg vil vinde de største trofæer, der er
Romelu Lukaku, der kom til Everton fra Chelsea tilbage i 2013 på en lejeaftale, før et permanent skifte for £28 millioner senre blev aftalt, har kontraktudløb med Everton til sommeren 2019 og rygtes konstant væk fra Goodison Park.
I et interview med Sky Sports fortæller den 23-årige belgier, at han efterlader alt kontraktsnak med klubben til hans agent og bare vil spille fodbold.
– Selvfølgelig vil jeg vinde de største trofæer, der er, men lige nu skal jeg bare fortsætte, som jeg gør. Hvis man vil blive en af de bedste spillere i verden, hvis man kigger på folk som Messi, Ronaldo og Thierry Henry, så var (og er, red.) de spillere, der fortsat forbedrer sig, konstant bliver bedre, fortæller Lukaku til Sky Sports.
– Det er det jeg vil. Jeg vil ikke peake for tidligt, jeg vil blive ved med at blive bedre år efter år.
Da han blev spurgt ind til sin fremtid i klubben, svarede han:
– Min agent styrer forhandlingerne med klubben. Jeg vil bare spille fodbold. Fra mit synspunkt er det vigtigste, at holdet gør det godt – og at fansene er glade, når vi vinder. Min agent styrer snakken med klubben. Man kan se på banen, at jeg er virkelig glad med måden, vi præsterer på lige nu og sådan skal vi fortsætte, slutter han.
Lukaku er delt topscorer i Premier League med 17 mål.