Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lukaku dobbelt målscorer i sikker Belgien-sejr

Af Mads Bye Marboe
18.06.2018 Kl. 16:53
Panama fik mandag VM-debut, men Belgien viste dem ingen nåde, da Dries Mertens og Romelu Lukaku sikrede belgierne en 3-0-sejr.

Belgien var på forhånd kæmpe favoritter, da man mandag aften skulle møde VM-debutanterne fra Panama, som havde masser af tilskuere med på lægterne i Sochi.

Premier League-stjernerne Thibaut Courtois, Toby Alderweireld, Jan Vertonghen, Kevin De Bruyne, Eden Hazard og Romelu Lukaku var alle med fra start for Robert Martinez' mandskab, og de belgiske stjerner skulle også vise sig at blive for stor en mundfuld for Panama.

Debutanterne kom under et enormt tryk allerede fra begyndelsen, og Yannick Ferreira Carrasco fik muligheden for at bringe Belgien i front allerede efter seks minutter med en fri chance fra venstre side af feltet, men det endte med et svag afslutning lige på keeper Jaime Penedo. Belgien fik dog generobret bolden kort efter, og der skulle ikke gå mange sekunder inden, at Chelseas Eden Hazard kunne spille Dries Mertens fri i højre side af feltet. Mertens afsluttede fint, men Penedo fik igen pareret.

Mulighederne var dog de største for Belgien i en svær første halvleg, hvor VM-outsiderne generelt havde svært ved at bryde igennem Panamas forsvarsmur, hvorfor man måtte vente indtil anden halvleg på den første scoring.

Efter 47 minutter havnede en nedfaldsbold nemlig hos Mertens, som på flotteste vis flygtede bolden over i det lange hjørne fra højre side af feltet, og så var stillingen 1-0 til Belgien.

I den anden ende skabte Panama ganske lidt, men Barcenas fik efter 54 minutter chippet højrebacken Murillo fri inde i feltet. Murillo var alene igennem med Thibaut Courtois, men Chelsea-keeperen var hurtig til at komme ud af målet, hvorfor stillingen forblev 1-0.

Kampens anden scoring måtte derfor lade vente på sig indtil det 69. minut, hvor Hazard og De Bruyne kombinerede sig igennem modstanderens forsvar, inden City-profilen med en flot ydersideaflevering kunne finde Romelu Lukaku, der headede bolden ind til 2-0 tæt under mål.

Premier League-trioen var på spil igen seks minutter senere, da De Bruyne erobrede bolden på egen banehalvdel, hvorefter Hazard kunne drive bolden frem. Her endte Hazard med at spille Lukaku fri i dybden, og United-angriberen var sikkerheden selv, da han chippede bolden over Penado i Panama-målet.

Scoringen blev kampens sidste, og Belgiens stjerner kom derfor godt fra start efter en mindre god første halvleg.

Annonce