Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lukaku afslører: Her er mine fem bedste medspillere gennem karrieren

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
22.03.2019 Kl. 20:44
Lukaku har sat navn på de fem bedste spillere, han har delt omklædningsrum med gennem karrieren.

Romelu Lukaku er ganske vist kun 25 år, men angriberen har allerede indtaget fodboldbanen med nogle af fodboldens største navne gennem karrieren for Anderlecht, Chelsea, West Brom, Everton og Manchester United.

Og i et interview med Manchester Uniteds officielle hjemmeside sætter belgieren nu navn på de fem tidligere eller nuværende holdkammerater, han ville udvælge til sit femmandshold.

På målet har Lukaku gennem tiden haft Thibaut Courtois, Simon Mignolet og Ben Foster, men pladsen mellem stængerne går til David de Gea.

Noget mere opsigtsvækkende er det måske, at hans foretrukne forsvarer er David Luiz, hvem han spillede med i Chelsea under brasilianerens første ophold i klubben.

Meningerne om Luiz er mange, hvilket forhenværende og nuværende Chelsea-træner Antonio Conte og Maurizio Sarris holdning til forsvareren også viste, men Lukaku kan godt lide den boldstærke brasilianer.

På midtbanen er overraskelsen minimal, da belgieren vælger landskammeraten Eden Hazard og holdkammeraten Paul Pogba.

Det efterlader kun angriberpositionen tilbage, og selvom Lukaku nåede at stifte bekendtskab med Zlatan Ibrahimovic sidste sæson, går pladsen til Chelsea-legenden Didier Drogba – der også skulle være en nær ven og mentor for Lukaku. 

Annonce