Luiz ser frem til United-brag
Chelsea og Manchester United tørner i morgen sammen på Stamford Bridge, og Chelsea-profilen, David Luiz, glæder sig til opgøret.
Det seneste årti har Premier League-trofæet primært været delt mellem Chelsea og Manchester United, og derfor har opgøret også udviklet sig til lidt af en klassiker i nyere tid.
Imorgen går det løs de to hold imellem igen, når Manchester United gæster Stamford Bridge, og den brasilianske Chelsea-stopper, David Luiz, ser frem til braget.
– Det er en stor kamp for os, og jeg tror det er et godt tidspunkt for os at spille mod en af de største klubber, forklarede David Luiz til Chelseas hjemmeside.
– Vi har forbedret os meget på det seneste, og vi har været meget solide, hvilket vores sidste par resultater også fortæller. Sidste uge spillede vi ude mod Hull, som er et stærkt hold, og det var svært. Manchester United havde en hård kamp der, og Liverpool tabte, så det var godt for os at komme hjem med tre point, fortsatte brasilianeren, inden han reflekterer over managerskiftet hos United.
– En periode som deres er naturlig, når man er inde i en forandring, og når der er en ny filosofi, så er det næsten uundgåeligt, fortsatte Luiz.
– De havde haft Sir Alex Ferguson i spidsen i lang tid, og nu har de Moyes, som er en fantastisk manager også, men det tager tid at tilpasse sig.
– De er stadig et meget farligt hold med store spillere, og det bliver ikke en nem kamp. Vi kender alle deres historie, og vi ved de har kvalitetsspillere, så vi skal arbejde hårdt, som vi har gjort til træning, og forsøge at sikre os tre point. Man bliver nødt til at vinde hjemmekampe som disse, hvis man skal vinde titlen.
Der er kickoff 17:00 dansk tid, når Chelsea og Manchester United i morgen tørner sammen.