Luiz er desperat efter at ødelægge Arsenals Champions League-håb
Der skal et mindre mirakel til, hvis Arsenal skal sikre sig Champions League-deltagelse via Premier League. I stedet har de chancen mod Chelsea i Europa League-finalen, men David Luiz og The Blues er derfor ekstra målrettede mod at spolere det for lokalrivalerne.
– Vi ved, at hvis vi vinder, så vil Arsenal ikke komme i Champions League. Det ville være bedre for os, for det betyder, at vi forhindrer et fantastisk hold i at nå Champions League, fortæller Luiz til London Evening Standard.
Det lyder måske hårdt, men David Luiz har derudover kun rosende ord tilovers for Unai Emery og The Gunners.
– De har et godt hold og en god træner. Emery ved, hvordan man vinder Europa League. Jeg arbejdede sammen med ham i PSG, og jeg ved, hvor passioneret han er. Han ved, hvordan man spiller finaler, så det er op til os at forberede os godt, siger Luiz.