Luiz: Derfor solgte Mourinho mig til PSG
David Luiz forlod Stamford Bridge efter blot en sæson under José Mourinhos ledelse, men blev købt tilbage af Antonio Conte og har imponeret i denne sæson.
José Mourinho er modsat Conte en manager, der foretrækker defensivt orienterede forsvarsspillere.
Det forklarer Luiz som grunden til, at han blev solgt.
– Det er ikke kun Mourinho, der har det sådan. I Brasilien siger de det også. Forsvarsspillere skal være pessimister. Det kan jeg ikke finde ud af at være. Jeg er optimist. Jeg er positiv. Jeg tænker altid og drømmer altid om de bedste ting. Men jeg ved, hvor jeg er, fortæller brasilianeren til Daily Mail.
– Jeg vil ikke tage min lille båd og forsøge at gå imod en 20 meter høj bølge. Måske kan jeg i stedet komme rundt om bølgen og så ankomme. Jeg vil forsøge at finde en vej.
Luiz blev hentet tilbage til Chelsea på deadline day sidste sommer til stor polemik, men han har sidenhen etableret sig som en nøglespiller på Chelsea-mandskabet, og som en af Premier Leagues bedste midterforsvarere.
– Alle troede, at han var gal, da jeg blev hentet tilbage, fortæller Luiz om Conte.
Chelsea kan vinde mesterskabet, hvis de fredag aften slår West Bromwich.