Luiz afslører: Chelsea ville beholde mig
Efter at David Luiz i sommer forlod Stamford Bridge til fordel for Parc de Prince, udtalte Jose Mourinho, at han ikke kunne forvente spilletid i det centrale forsvar samtidig med, at han også ville ryge ned i hierarkiet på midtbanen. Portugiseren gik endda så vidt, at han mente, at Chelsea var en bedre stillet uden den brasilianske kultfigur.
Chelseas resultater i starten af denne sæson underbygger Jose Mourinhos udtalelser, da Chelsea topper Premier League med 19 point efter syv kampe.
David Luiz siger dog, at Chelsea tilbød ham en ny kontrakt i sommer, men den afslog den hårfagre stopper, for i stedet at blive den dyreste forsvarsspiller nogensinde efter sit skifte til de franske mestre.
– Chelsea tilbød mig en ny kontrakt, men det var mit valg at komme her (PSG, red.). Jeg var tilfreds med den plan, PSG viste mig, og jeg synes, det var helt rigtige tidspunkt at tage hertil.
– Jeg var så glad i Chelsea. Jeg vandt to europæiske titler og FA Cuppen, og det var stort for mig. Jeg er en heldig fyr. Jeg spillede for en stor klub som Chelsea, og nu spiller jeg i en anden stor klub. Jeg nyder det her.
Luiz var med til at vinde Europa League, Champions League og FA Cuppen i sin tid i Chelsea. Alle titler kom i hus, inden Jose Mourinho sidste sommer igen blev ansat i the Blues. Efter Mourinhos tilgang var det helt tydeligt, at den excentriske samba-spiller ikke hørte hjemme i Mourinhos stramme taktiske dispositioner, hvilket gav udslag i antallet af Premier League-kampe – kun 15 styks blev det til i den forgangne sæson.