Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lucas Moura: Jeg er her for at skrive historie

Af Tobias Reffstrup Rasmussen
19.02.2018 Kl. 14:40
Tottenham jagter første trofæ siden 2008, men Lucas Moura tror på, at det bliver i år, at Spurs endelig vinder sølvtøj igen.

Søndag fik Lucas Moura sin første kamp fra start i Tottenham-trøjen, og han kvitterede med et mål, da Rochdale højst overraskende formåede at få 2-2 imod Mauricio Pochettinos tropper.

Dermed lader en kvartfinaleplads i FA Cuppen indtil videre vente på sig, og netop FA Cuppen kunne være en god mulighed for Tottenham til at vinde et trofæ for første gang siden 2008.

Lucas tror, der kommer til at hænge guldmedaljer om halsen på Spurs-spillerne i den nærmeste fremtid. Måske endda som Champions League-vindere.

– Jeg tror på det, fordi vi har masser af kvalitet og en god struktur. Jeg er meget imponeret. Jeg tror, vi kan drømme om Champions League. Hvorfor ikke? Champions League er den sværeste turnering, men vi har kvaliteten til at vinde den, siger Lucas ifølge Mirror.

– Alle spillere ønsker at vinde trofæer og skabe historie. Jeg er her for at skabe historie med mine nye venner, mine nye holdkammerater. Jeg er 25 år, men jeg har meget erfaring fra PSG, og jeg kan hjælpe Tottenham.

– Jeg tror, at vi står med et trofæ, når sæsonen er slut.

Lucas var yderst glad for at se sit navn i startopstillingen igen efter en svær tid i PSG.

– Jeg er så glad. Siden august har jeg ikke startet en kamp. Jeg startede i dag, og jeg er så glad. Det er meget svært for en spiller, når man ikke spiller. Jeg kæmpede og forblev positiv.

Annonce