Lucas Moura: Jeg er faldet rigtig godt til i Tottenham
Tottenham hentede i vinterens transfervindue den brasilianske offensivspiller Lucas Moura hos franske Paris St. Germain. Brasilianeren spillede ikke meget i foråret, men i denne sæson er han startet som lyn og torden. Den hurtige kantspiller har således bidraget med tre mål i de første tre kampe.
Senst mod Manchester United scorede han to gange. Lucas Moura glæder sig over starten på den nye sæson, men forklarer også, hvorfor han ikke spillede så meget i foråret:
– Jeg ankom midt i sæsonen og det var derfor ikke nemt at bide sig fast og bidrage på et hold, der allerede var godt sammenspillet. Manageren fortalte mig også, at jeg var en langsigtet løsning. Det betød, at jeg skulle bidrage i enkelte kampe, men også vænne mig til spillestilen, siger brasilianeren til Sky Sports.
Den manglende spilletid i foråret har derfor ikke haft negativ påvirkning på Lucas Moura. I stedet har han været tålmodig og ventet på sine chance:
– Jeg har været tålmodig og prøvet at gribe chancen, når jeg fik den. Jeg har arbejdet hårdt og i dag har jeg en bedre forståelse af måden at spille på i England. Jeg er glad for, at jeg i dag kan bidrage til holdets succes, slutter Lucas Moura.