Lucas Leiva om Liverpool-afsked: Gik ud af frontdøren
Lucas Leiva var 20 år gammel, da han ankom til Liverpool og 30 år, da han forlod klubben i sommers. Dermed har han viet størstedelen af sit fodboldliv til Anfield-klubben, og derfor var det heller ikke let for ham at forlade klubben i sommers.
Han har dog fået en god start i Lazio, og så gik afskeden med Liverpool gnidningsfrit, hvilket den brasilianske midtbanespiller er glad for.
– Det var det rette tidspunkt at forlade Liverpool på. Jeg forlod klubben ud af frontdøren. Det er en klub, som jeg for evigt vil være taknemlig for, men det var tid til en ny udfordring, har Lucas Leiva fortalt til Globoesporte, hvor han også fortalte om livet i Italien, som minder en del mere om livet i hans hjemland Brasilien, end det gjorde i England.
– Rom er meget lig Brasilien. Det er Italien generelt set. Enkelte ting har dog været fremmede for mig, da jeg har brugt en tredjedel af mit liv i England. Kulturen, organisationen og så videre. Alt er anderledes, men det er en vidunderlig by og et exceptionelt klima.
Lucas Leiva nåede i sine 247 Premier League-kampe for Liverpool at score et enkelt mål.