Luan-agent bekræfter forhandlinger med Leicester
Claudio Ranieri ønsker at styrke offensiven, som bl.a. kan give Jamie Vardy mere konkurrence på angrebsposten.
Der har været rygter om, at Leicester-manageren skulle være interesseret i den brasilianske angriber, Luan Vieira, der til daglig spiller i Gremio.
Nu er det så blevet bekræftet af Luan Vieiras agent, at de har haft et møde med repræsentanter fra de engelske mestre.
– Der var en dialog, hvor vi meddelte dem, hvad vi ønsker at opnå. Vi har ikke sat en deadline for et bud. Det kan komme i morgen eller om 10 dage. Vi vil lukke en aftale med den klub, der imødekommer vores krav, siger agenten Jair Peixoto ifølge Leicester Mercury.
Jair Peixoto mener heller ikke, at det vil blive et problem at få en arbejdstilladelse til Luan Vieira.
– Luan kan blive registreret som en 'speciel spiller', og derfor vil han ikke få problemer med en arbejdstilladelse, hvis vi skulle nå til enighed, slutter han.
Ifølge Leicester Mercury vil Gremio kræve et bud på £20 millioner, hvis de skal slippe ham.