Lovren om dommerskandale: Bare giv Brasilien guldet
Kroaterne kom ellers foran 0-1 på et selvmål af Marcelo, men efterfølgende scorede Neymar til 1-1, hvorefter en noget kontroversiel situation opstod.
Bolden blev spillet i kroaternes felt, hvor Lovren havde en hånd på Freds skulder, hvorefter angriberen faldt omkuld. Den japanske dommer pegede på pletten og Neymar kvitterede.
Southampton-spilleren, Dejan Lovren, var bestemt ikke tilfreds med dommmer, Nishimura.
– Hvad kan jeg sige? Jeg er trist, jeg har lyst til at græde. Alle så, hvad der skete, sagde Lovren til AFP.
– Det er en skandale for FIFA. De taler om respekt, de har møder før VM, de taler med os og så ender det med det her?
– Så er det bedre at give Brasilien guldet med det samme.
Saints-spilleren var godt tilfreds med kroaternes spil, men han føler ikke, at de havde en chance, når Brasilien spillede med "12 mand".
– Jeg synes, vi spillede godt og viste, at vi har kvaliteterne til at matche Brasilien, men ikke mod 12 spillere.
– Vi skal holde hovederne oppe. Jeg er sikker på, at vi kan gå videre, men jeg forstår stadig ikke, hvordan dommeren kunne give det straffespark.
– Vi så billederne i omklædningsrummet efter kampen, og alle er stadig i fortvivlelse over det.
Afslutningsvis sendte Lovren en provokerende besked afsted mod FIFA og dommer, Nishimura.
– Du kan spørge dommeren om, hvorfor han dømte straffespark. Eller, hvis du kan, for han snakker ikke engelsk.
– Er det normalt, at en dommer til VM ikke snakker engelsk?, slutter Lovren med en ironisk undertone.